Det er næsten lidt utroligt, at vi ikke tidligere har været forbi Husmanns Vinstue i indre København, som den klassiske frokostrestaurant den er. Men det kan naturligvis være lidt svært at vælge mellem de mange klassiske smørrebrødsrestauranter, når det blot er 1-2 gange om året vi kommer på besøg og enkelte gange er det jo også tid til et genbesøg.
Men nu var tiden kommet og det første der ramte os var den hyggelige og klassiske københavner frokostrestaurant indretning, men også et utroligt højt lydniveau, eller lad os sige det som det var, støj og larm, blandt gæsterne.
Vi blev hurtig mødt at en imødekommende tjener og der var fokus på at servicere os efter bedste vis og det er jo altid en god start. Vi fik bestilt vores smørrebrød som bestod af en kryddersild med æble/løg kompot, en karrysild med æg og løg, en tartar med garniture og 2 æggeblommer og en frikadeller med kartoffelsalat.
Det var en rimelig kvalitet på de to sidstnævnte med en god tartar og frikadeller der måske lige var stegt til den spidse side, men med en rigtig lækker kartoffelsalat til. Den helt store oplevelse var sildene som måske er noget af det bedste vi til dato har smagt. Det var en helt speciel smagfuld karry der var brugt til karrysilden og ligeledes stod æble/løg kompotten til kryddersilden yderst velsmagende.
Konklusion
Husmanns Vinstue er absolut et besøg værd, hvis man ønsker klassisk smørrebrød på en klassisk københavnsk smørrebrødsrestaurant. Specielt sildemadderne var fra absolut øverste hylde og betjeningen i top. Skulle støjen til at starte være lidt for høj i lokalet, så bed tjenerne om at servere smørrebrødet til de øvrige i restauranten lidt hurtigere. Så sænker roen sig helt automatisk. Vi kommer igen.
Frokost-Guide.dk er en samling af enkle anmeldelser af frokostrestauranter, hvor temaet helt eller delvist er baseret på smørrebrød og varianter heraf.
Hjemmesiden blev etableret i 2011, som et resultat af mere end nu 20 års besøg på forskellige klassiske danske frokostrestau-ranter i København.
Vi bedømmer ikke alene for maden, men også for betjeningen, stedet og stemningen, samlet i én kort og simpel vurdering med et par enkelte kommentarer - det er jo trods alt helhedsindtrykket der tæller, eller hur?
Det er altså ikke nødvendigvis i detaljer beskrevet om fiskefilet’en var smørstegt, om den italienske salat var hjemmerørt med friske asparges, eller om kamstegen var fra en fritgående gris i det sydfynske øhav.
Vores speciale er absolut det klassiske danske frokostkøkken med smørrebrød, øl og snaps. Vi har få gange vovet os ud i noget i andre genrer, men vi sværger til smørrebrødet, og vender gang på gang tilbage.
Frokost-guide.dk er helt uafhængig og vores bedømmelser derfor helt objektive… ja, altså så objektive som tre subjektive meninger nu engang kan være.
Vi besøger klassiske og nye steder i København og omegn. Vi håber at andre med hang til det gode danske frokostkøkken, kan få glæde af vores mangeårige erfaring.
Rigtig god fornøjelse… og Velbekomme !

“Det blir’ stort du… Det blir rigtig stort!”


“Vågn op! Vågn op sir’ jeg til dig!"


“Fedt nok Dr. Kronborg"

“Drengene's" civile navne er Henrik Borch, Ronnie Rosenlund Jørgensen og Jens Røbel. Fællesnævneren for os er, at vi alle arbejdede sammen på Nokia i København tilbage i de spæde mobiltelefon opstart dage - altså inden det hed smartphones.
Under væksten i slutningen af 90'erne blev Ronnie og Jens ansat som IT Supportere i IT afdelingen, hvor Henrik Borch var IT ansvarlig og vi fandt hurtigt ud af, at vi havde den samme smag for et godt stykke smørrebrød til frokost.
Siden 2001 har vi holdt fast i en tradition, også selv om vores arbejdsrelaterede veje skiltes omkring 2002-2003, hvor vi går ud og spiser frokost sammen mindst én gang om året. - gerne ved juletid. Vi tilstræber dog også at mødes én gang om sommeren, hvor lyset og varmen får en anden indflydelse på vores frokosttur.
Hurtigt blev vi enige om, at for at kunne huske vores frokost oplevelser, blev vi nødt til at dokumentere det. Besøgene udviklede sig derfor til, at vi begyndte at anmelde restauranterne.
Vi begyndte med et simpelt dokument, hvor vi opdaterede vores bedømmelser og oplevelser. Som årene gik, blev det mere og mere omfattende og i 2011 var tiden inde til at gå online og frokost-guide.dk blev til.
Når vi kalder os drengene er det fordi, at Henrik engang i tidernes morgen kaldte Ronnie for "Ronnie-drengen". Ronnie troede, at Henrik kaldte ham dette, fordi han havde set Søren Fauli's film "De Skrigende Halse" og tænkte egentlig ikke nærmere over det.
Dette var dog ingenlunde tilfældet - det var bare tilfældigt at Henrik kaldte ham det. Efter et stykke tid kom det på tale og det kom således frem, hvem der troede hvad og hvorfor. Efter at have set filmen sammen, blev det således "kotyme" at vi kaldte hinanden øgenavne fra filmen, da vi i dagligdagen brugte mange af replikkerne fra filmen til og om hinanden eks. “Det blir’ sgu stort det her!"
"Ronnie-drengen" var jo allerede født og i kraft af karakteren “Djarnis'" lederagtige rolle i filmen, blev det naturligt Henrik, der i kraft af sin titel som IT Chef blev til "Djarnis". Til Jens måtte der også findes en karakter, og det blev den - til tider - lidt bastante Frank, der blev knyttet til Jens, og dermed var "Frank-drengen" født.
Har du noget på hjerte… så send os en besked.